Bryllup i Krogaarden
Der har jeg været med til det største gilde i mit liv, da Søren Jørgensens datter Karen holdt bryllup. Brudgommen P.P.Olsen, Vitved, tidligere forpagter af Søndergaard fra 1556-91. En sollys dag blev døren revet op, og Niels Peder til Ides kom ind, tog hatten af og begyndte at sige noget, som jeg ikke kunne følge med i, -eller sang han? Snart blev jeg klar over, at det var på vers. Jeg så på mor, hun smilede, jeg så igen på manden og nu kom jeg med i det. Det var en indbydelse på vers til bryllup hos Krowwe Søren Jørgensen (den anden var Owwe Søren Jørgensen, postalt henholdsvis junior og senior).Så skulle der skikkes sæ'n til bryllupsgården. Jeg måtte med pigen og hjælpe med at slæbe det om, for der var både høns, æg, smør og fløde, ja måske mere.
Laasby Kirke
- I køkkenet herskede Ida Schwartz frodig og bred, men myndeig over en 7-5 piger og koner,vkvindfolk som man sagde, der foer ud og ind fra spisekammer, mælkestue, kælder, bryggers eller gården. Marianne, Sørens kone, havde ikke andet at gøre end at slå hændderne sammen og sige "så møj manne tak få de stue sæ~n", men sådan sagde hun sikkert til dem alle, hun var altid så venlig,vglattunget,vsagde folk- og så fik vi kaffe med kringle og kager.
På selve bryllupsdagen var himlen også blå, musikken blæste, da vi kom, den store gårdsplads var overfyldt med vogne og telte; af vielsen husker jeg kun at vi gik til kirken i et mægtig langt tog. Da vi kom tilbage, var der dækket overalt i teltene, d.v.s. først og fremmest i "Kometen", et cilkelrundt telt, der godt kunne have gjort tjeneste ved et middelstort Cirkus, og i hele det store lange stuehus. Jeg tror også hele byens befolkning var med, men netop derfor var der en vis rangforordning. Niels Peder og hans hjælpere viste os til rette, hvor vi skulle tage plads, og så kom der suppe og stege på bordet der i forvejen var tilsat med lagkager, kransekager og tærter, vinf lasker, af hvilke der var nogle jeg ikke måtte få noget af; af de andre husker jeg der var noget der kaldtes Gl. fransk vin, hvad det var ved jeg ikke. Af det jeg måtte smage syntes jeg bedst om kirsebærvinen, den var sødest. Iøvrigt blev der holdt så mange taler, så det varede alt for længe med at få spist. Af resten af dagen husker jeg kun, at der var dans i kometen, kortspil og snak rundt om i stuehuset og en mæt kedsomhed over det hele. Det eneste usædvanlige var at Pastor Lind stod og diskuterede tyske dialekter med sønnen, den for nylig afdøde hestehandler Rasmus Jørgensen, Horsens som lige var hjemkommen fra et længere ophold i Tyskland.
Næste dag var der frokost for familiens gode venner og gildeslavet. Gårdene i Laasby var delt i to gildeslav, et for Overby og et for Nederby, men da Søren Jørgensen boede ved grænsen af dem og gildet var så stort kom begge lav med til frokosten, en bid brød som det hed. Tredie og sidste dag var de unges dag, det vil sige, at unge folk som de to brødre, der da havde Anneksgården, kunne komme til gilde alle tre dage, hvis de gad. Så var de der måske slet ikke for de sled, det var et mægtigt gilde med samtalestof til lange tider, men brudgommen var også velhavende, og folk sagde at han betalte det for at sikre sig Karen, Søren og Mariannes kønne datter. En broder til hende var Jørgen Jørgensen, der i nogle år havde Linå kro; to andre brødre boede i Horsens.